En ægdonor fortæller

Vi snakkede om gaven ved at få et barn og hvor stor en gave det kunne være at dele gaven med andre kvinder. Jeg har modsat også haft samtaler med veninder, der var lidt mere skeptiske og frygtede, at jeg ville fortryde i processen eller føle mig knyttet til min donation på en moderlig måde. Diers IVF fortalte mig flere gange, at jeg ikke var forpligtet til at færdiggøre og at jeg havde ret til at fortryde helt op til ægudtagningsdagen.

I sidste ende er det kun en selv der ved, om man er i stand til at give afkald på sit DNA. Jeg aldrig følt mig eksistentielt knyttet til de æg, der skulle doneres, så jeg synes,det var beroligende at vide at beslutningen var min helt egen til det sidste.

Samtale med fertilitetsklinikken 
Efter samtaler med venner og familie startede jeg med en infosamtale hos Diers IVF. Jeg fik beroligende svar på mine andre bekymringer. Det ville ikke påvirke min egen fertilitet, og jeg ville kun donere æg, som min krop alligevel ville have udskilt i en cyklus, og som derfor ikke kunne gemmes til mig selv senere hen. Det betød noget for mig, at de æg, jeg potentielt ville donere, kun var dem der alligevel ville gå tabt senere på måneden. Samtidig kunne jeg også fortsætte med prævention, hvad enten det er spiral eller p-piller.

Og derfor synes jeg det var berigende at give dem videre til en kvinde, der længtes efter at få et barn. Det ville heller ikke være frygtindgydende eller nær så smertefuldt som jeg havde troet.  Og nu hvor jeg står på den anden side af min donation kan jeg kun fortælle, at det var korrekt, det var hverken så smertefuldt, påvirkende eller overvældende som jeg troede indledningsvist. I processen fra optagelse til godkendelse udfyldte jeg et langt spørgeskema, der omhandlede mig, min sundhed og andre karakteristika jeg ville give videre. Forløbet betød også, at jeg fik et fertilitets- og sundhedstjek. Det var enormt rart at kende til dette og vide at jeg ikke alene var sund og rask, men samtidig at jeg ikke behøvede være stresset over selv at få børn lige nu.

Stimuleringen
Efter modtageren til min æg blev fundet, var jeg nu klar til at påbegynde forløbet med hormonstimulering. Man skal tage hormoner i 10 dage, man indstiller mængden og sprøjter sig selv derhjemme. Det eneste svære ved det var mentalt at skulle stikke sig selv. Men jeg klarede det med moralsk støtte fra en roomie, og jeg klarede hurtigt injektionen smertefrit. Mine dage gik ellers upåvirket, og jeg var vildt imponeret over alle de små follikler, jeg havde produceret på min første scanning.

I forhold til mine bekymringer om hormonbehandlingen var jeg var lettet over, hvor lidt påvirket jeg havde følt mig indtil nu, og det var først i de sidste tre dage, at jeg egentlig begyndte at mærke hormonernes påvirkning på min krop. Jeg følte mig oppustet og havde hovedpine og en smule kvalme. Jeg synes godt, det kunne mærkes de sidste 3 dages tid, og jeg glædede mig til at blive færdig. På dag 10 blev jeg scannet igen og skulle nu tage den sidste indsprøjtning. Kort tid efter jeg havde gjort det, kunne jeg virkelig mærke, at der skete noget. Det gjorde ikke ondt, men det var en lidt mærkelig og en ukendt fornemmelse, som om noget var i gang i min livmoder, og mine æg var klar til at blive doneret.

Ægudtagningen
Dagen kom endelig, dag 12, og det var onsdag kl. 8.15. Jeg skulle nu donere mine æg. På dette tidspunkt i processen var jeg både spændt på at skulle donere og på at kunne lukke mine jeans igen. Udtagningen tog ca. 30-45 minutter, og det var også dejligt, jeg måtte have en veninde eller kæreste med. Jeg synes også, det er vigtigt at nævne, at man bliver guidet igennem hele processen, både før, under og efter. Lokalbedøvelsen tager det meste af ubehaget ved indgrebet, og man får også morfin for at sikre, at man ikke mærker noget. Under min ægudtagning fik jeg nysgerrigt spurgt ind til alverdens ting om fertilitet, hvad der forgik på scanneren og i væsken med æggene, der kom ud – vigtigst af alt, hvor mange æg, jeg endte med at kunne give til den forhåbningsfulde kommende mor.

Det var ikke et smertefuldt indgreb – man rejser sig selv fra stolen uden problemer. Men det er klart, at man godt kan mærke både morfinen, der skal aftage og at der har været et lille indgreb. Jeg sendte et stolt og smilende billede til min mor, der lykønskede mig med at have givet en så stor gave til et andet menneske. Og selvom det måske kan lyde akavet, så er det helt okay også at glæde sig over kompensationsbeløbet på 7000 kr. Det var ikke en primær bevæggrund for min donation, men det glædede mig at kunne give min opsparing et fornuftigt og velfortjent ryk.

Ny donation
Jeg gik hjem både lidt øm og træt. Ømheden aftog af sig selv over et par dage. Og alt i alt er jeg glad for min beslutning – og jeg ville også gøre det igen en anden gang.